Søndagscaféer er nøglen til færre ensomme ældre

Sociale fællesskaber er et redskab, som Herning Kommune har fået øjnene op for. De har afsat penge til, at pleje- og aktivitetscentre kan facilitere foredrag, udflugter og andre aktiviteter i kampen mod ensomhed blandt ældre.

Hilda Stefansen (t.v.) og Britta Rosenkilde Pedersen (t.h) er henholdsvis bruger og frivillig på Søndagscaféen i Lind. De afsætter hver søndag til at tage til café og få socialt samvær. 
Foto: Caroline Monin

Af: Caroline Monin

HERNING. Den ældre del af befolkningen er den mest udsatte gruppe, når vi taler ensomhed. Ifølge tal fra Ældresagen føler 50.000 danskere over 65 år sig ensomme. Og det er et problem, der også eksisterer i Herning, mener Ældresagens Formand, Gotfred Larsen.

”Det er en generel tendens med mange ensomme ældre, og den afspejler sig også i Herning. Jo større by, jo mere ensomhed, og Herning er jo en relativt stor by,” forklarer han.

I et forsøg på at nedbringe antallet af ensomme ældre har Herning Kommune derfor iværksat et initiativ, hvor det sociale fællesskab er i højsæde. En gang om måneden afholder 14 pleje- og aktivitetscentre rundt om i Herning caféer. Søndagscaféer, der er henvendt de ensomme ældre.

En hjælpende hånd og en investering i fremtiden

Søndagscaféerne er blevet et initiativ med stor succes og opbakning. I år 2018 har der gennemsnitligt været 37,5 besøgende pr. cafe. Den store opbakning er også en af årsagerne til, at det er et initiativ, kommunen støtter op om.

”Vi vil gerne have, at de ældre er så aktive som mulig, fordi det øger livskvaliteten, og det vil muligvis give mindre behov for hjælp af kommunen på længere sigt ,” forklarer Mie Toft, udviklingskonsulent i Herning Kommune.

Kommunen har derfor investeret i fremtiden ved at bevillige 16.000 kroner årligt til hver søndagscafe. Penge, som søndagscafeerne kan bruge til alt lige fra underholdning til udflugter, og som skal være med til at lokke de ensomme ældre ud af hjemmet.

Sparring skal sikre den brede målgruppe

På Aktivitetscenteret i Lind er de opmærksomme på vigtigheden af at præsentere et spændende program til deres søndagscaféer. En gang årligt mødes de med andre søndagscaféer i Herning, hvor de udveksler erfaringer.

”Vi skal præsentere noget, som de har lyst til. Det er en bred smag at ramme, men vi forsøger at appellere til alle,” fortæller Britta Rosenkilde Pedersen, der er frivillig i Søndagscaféen i Lind.

Om det er harmonika, pakkespil eller kaffeklub, der er på programmet, er underordnet for 82-årige Hilda Stefansen. Hun er en af de mange ældre, der møder op hver søndag og nyder godt af kommunens sociale tiltag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *