Headspace giver unge mænd nogen at tale med

Unge mænd har en lavere livskvalitet end unge kvinder i Herning. Alligevel er der færre unge mænd, der italesætter deres problemer, og det vil Headspace Herning gerne afhjælpe.

Headspace har 18 centre i Danmark, og et af dem ligger i Herning. Foto: Sarah Lægaard

Af Sarah Lægaard d. 10-10-2019

Unge kvinder er mere tilfredse med deres liv, sociale relationer, familieliv og dagligdag end unge mænd i Herning. Det viser tal fra Danmark Statistik.

Livskvalitet målt hos 18-29-årige mænd og kvinder i Herning kommune i 2015. Kilde: Danmarks Statistik

Gode råd er gratis hos Headspace Herning

Statistikken afspejles dog ikke i kønsfordelingen blandt besøgende hos Headspace Herning. Headspace er et gratis og anonymt tilbud til unge om at tale med nogen. Kent Hairing er ungerådgiver hos Headspace Herning, og han fortæller, at der er langt flere piger end drenge, der henvender sig til dem.

”Det er et tabu for drenge. De er ikke gode til at komme ud og fortælle, at de har det dårligt og bede om hjælp,” forklarer Kent Hairing.

”Når de unge ikke har et stort netværk og sociale relationer, har det faktisk stor indflydelse på, at man er frafaldstruet,” fortæller ungerådgiveren og henviser til risikoen for at falde fra på enten uddannelse eller arbejde.

For at komme statistikken til livs har Headspace oprettet Headspace+, der sætter særligt fokus på at fastholde unge mænd på uddannelses- eller jobmarkedet. Initiativet opfordrer dem til at tage kontakt til rådgiverne hos Headspace, hvis de har brug for råd eller hjælp til at gennemføre deres job eller uddannelse.

“Vores medicin til de unge er, at vi har et stort hjerte og nogle store ører,” fortæller Kent Hairing. Foto: Sarah Lægaard

Headspace arbejder på de unges præmisser. De lægger vægt på, at det aldrig er de unge, der er noget galt med. Det er samfundet og omgivelserne.

Unge mænd er blevet bedre til at tale om følelser

Ifølge psykolog Henrik Tranberg kan mænd se det som et svaghedstegn at tale om sine følelser.

”Der er stadig en kæmpe overvægt af kvinder, der går til psykolog, men mine observationer siger, at den nuværende generation af unge mænd er blevet bedre til at tale om tingene,” forklarer Henrik Tranberg.

Han fortæller, at en del af forklaringen ligger hos den nuværende generation af forældre. De er blevet mere opmærksomme på deres sønners følelser, og dermed er drenge blevet væsentligt bedre til at tale om problemer.

Henrik Tranberg mener altså, at udviklingen er positiv, men at der er lang vej endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *