To gange om måneden bliver en af salene i Sct. Johannes Kirken fyldt med kvinder. De kommer for at hygge sig og for at strikke alverdens ting til et godt formål. De samarbejder blandt andet med Aktion Børnehjælp, der primært støtter børn i Indien.
Af Søren Bach den 10-10-2019
I glassalen i Sct. Johannes Kirken er der fyldt med garn i alle former. Ved alle bordene sidder der ældre kvinder og strikker. I midten af lokalet er flere borde sat sammen, så de danner ét langt bord. Det er stablet med hjemmestrikkede trøjer, sokker og tæpper i alle regnbuens farver, der bare venter på at blive sendt afsted. Sådan ser her ud to gange om måneden, når der bliver afholdt strikkeklub. Udvalget i strikkeklubben består af Gudrun, Rita, Margit og to gange Lydia.
Det startede med Moder Theresa
At de i strikkeklubben strikker til et godt formål, er ikke nyt. Det har de gjort siden slut 90’erne. Dengang sendte man de hjemmestrikkede produkter til organisationen Moder Theresa, men da de ikke ville modtage flere ting, begyndte man i stedet at give tingene til Aktion Børnehjælp.
Processen er også blevet nemmere for strikkeklubben, efter at de ikke selv skulle sende tingene.
’’Vi afleverer tøjet i Havnstrup, og så står de for at sortere og fordele tøjet til de områder, der har brug for det. Det er blevet nemmere. Vi strikker og afleverer,’’ lyder det fra Rita Nielsen.
En rigtig god fornemmelse
Det skinner tydeligt igennem, at det betyder noget for kvinderne, at det strikkede tøj ender med at blive brugt af nogle, der ikke har så meget.
’’Det betyder noget. Det giver mig en rigtig god fornemmelse og et velvære, og vi bruger også lang tid på det,’’ udtaler Gudrun Dyrmose.
At give noget til andre er dog ikke det eneste, der giver den gode fornemmelse hos de cirka 30 deltagende, der møder op i kirken to torsdage om måneden. Et andet essentelt aspekt af arrangementet er nemlig det sociale. Lydia Laursen er heller ikke i tvivl om, at det gavner de ældre.
’’Det er meget socialt. Vi kommer og hygger os. De ældre, der kommer her, får noget tid til at gå med det, og de får noget, som de går til.’’
Det sociale aspekt kulminerer i en årlig tur, hvor strikkeklubben tager på udflugt. Udflugten bliver finansieret af deres kaffekasse, som de betaler 20 kroner til hver gang.
I fremtiden skal man ikke forvente, at kvinderne lægger strikkepindene på hylden.
’’De skal jo holdes varme!’’, udbryder Margit Andersen i latter.