Nu kan forældre få tilskud til hjemmepasning

Det er blevet mere populært at passe sine små børn hjemme. Flere nabokommuner har åbnet for, at forældre kan få støtte til at passe børn hjemme, og næste år følger Herning trop. Ordningen kan ifølge børnepsykolog Magrethe Brun Hansen være en god løsning for mange.

Tilskudsordningen kommer kun til at indbefatte børn i vuggestuealderen i Herning Kommune, mens den i andre kommuner også kan benyttes for forældre med børn i børnhavealderen.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af Frederikke Amalie Albrechtsen d. 10-10-2019

I Holstebro har det længe været muligt at få økonomisk tilskud til at passe børn hjemme. I starten af året hoppede Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern Kommune med på vognen, og fra 2020 kan forældre i Herning også søge tilskud, hvis de selv vil passe børn frem for at sende dem i dagsinstitution.

Flere forældre ytrede ifølge børnepsykolog Magrethe Brun Hansen et ønske om at få lov til at gå hjemme.

”Mange forældre føler sig utrygge ved at skulle efterlade sit 1-årige barn i en vuggestue, hvor der ikke er de normeringer, de synes, der skal være.”

Ved administrationen for børnepasning i Herning Kommune får de også jævnligt opkald fra borgere, der efterspørger muligheden. Opkaldene er blevet hyppigere, efter at det nye tiltag er blevet offentliggjort.

Ro og tryghed til de små

Nikita Elgård Spangsberg går hjemme med sin søn, Theo, på 16 måneder, mens datteren Siw går i børnehave på deltid. Hun er meget begejstret for den nye ordning, men spændt på at se, hvad beløbet lander på. Nikita har selv arbejdet i vuggestue og har med egne ord set bagsiden af medaljen, hvor børn ikke får den ro og tryghed, som hun ønsker at give sine børn.

Da Nikita Elgård Spangsberg endte sin barsel, besluttede hun ikke at vende tilbage til sit job som pædagogmedhjælper. Hun ville i stedet blive hjemme med sin søn.
Foto: Nikita Elgård Spangsberg

”Det er en stor udfordring at få det til at hænge sammen økonomisk. Men vi har mad på bordet, og børnene har tøj på kroppen. Men jeg er ikke villig til at bytte. Jeg kan mærke, at det er det helt rigtige for Theo og Siw,” siger hun.

Hvor længe skal pengene følge børnene?

Mens andre kommuner allerede tilbyder tilskud til hjemmepasning, kommer forsøgsordningen i Herning først nu. Argumenterne for en ordning har været, at pengene bør følge børnene, men Venstre har frygtet, at det vil gå ud over dagtilbuddene.

”Det er begrænset, hvor mange vi har råd til at have gående hjemme, når samfundet samtidig har brug for forældrenes arbejdskraft,” siger Dorte West, byrådsmedlem for Venstre og formand for Børne- og Familieudvalget.  

Krav til sproget

I blandt andet Holstebro og Ringkøbing-Skjern kan man søge støtte til hjemmepasning af børnehavebørn, men forsøgsordningen i Herning kommer kun til at gælde til barnet er to år og ni måneder. Det skyldes blandt andet en bekymring for børnenes sproglige udvikling.

”Jeg er bekymret for den sproglige udvikling hos de børn, hvis forældre ikke har gode danskkundskaber, når de skal starte i skole. Så forældrenes sproglige evner kommer vi til at stille krav til”, siger Dorte West.

Babysvømning og legestue

Så længe der kun er tale om de helt små poder, er Magrethe Brun Hansen ikke bekymret for, at de vil få konsekvenser for børnene.

”Når de er så små, og er så afhængige af nære relationer og omsorg, som ikke kan tilfredsstilles i institutionen, synes jeg, det er udmærket, at man giver et tilskud til, at mor eller far kan gå hjemme,” siger Magrethe Brun Hansen.

Ifølge Magrethe Brun Hansen har børn til gengæld stor glæde af at være omgivet af andre jævnaldrende, når de når børnehavealderen. Men i de første år kan socialiseringen sagtens klares med besøg på en legestue eller den ugentlige babysvømning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *